Indretning
Samlet betragtet bør alle IT-arbejdspladser på en skole indrettes efter kravene til skærmterminalarbejdspladser.
|
Regler for skærmarbejde
Ved skærmterminalarbejde er både ansatte og elever omfattet af arbejdsmiljølovens bestemmelser i §§38 og 45.
Arbejdstilsynet tilkendegiver, at elever er omfattet af arbejdsmiljøloven, når de arbejder ved skærmterminaler i forbindelse med undervisning i brug af IT og lignende. De anses derimod ikke for omfattet af arbejdsmiljøloven, når en skærmterminal f.eks. anvendes til at skrive dansk stil.
At-meddelelse 1.01.14 om arbejdspladsens indretning og krav til inventar på faste arbejdssteder er gældende for de ansatte, men kan opfattes som en vejledning i, hvordan der indrettes en god arbejdsplads for eleverne.
At-bekendtgørelsen 1108 beskriver nærmere alle forhold, som skal vurderes, i forbindelse med indretningen af skærmterminalarbejdspladser for ansatte, som ifølge At-vejledning D.2.3”Arbejde ved skærme” normalt udfører mere end to timers skærmarbejde dagligt.
Offentlige arbejdsgivere er forpligtet til at købe udstyr, der opfylder anerkendte normer og standarder. |
Arbejdet må ikke udføres under belastende forhold: Ledere og ansatte er forpligtede til at efterkomme lovens krav, og en arbejdsgiver kan drages til ansvar ved mangler i forhold til lov og bekendtgørelser.
Derfor skal sikkerhedsgruppen inddrages i planlægningen og sikre, at gældende bestemmelser og aktuel viden på arbejdsmiljøområdet indgår ved beslutninger om køb og indretning.
Det er imidlertid ikke nok kun at se på love og bestemmelser. De ganske særlige forhold i en skole skal vurderes og inddrages. En brugsanalyse på hver enkelt skærmterminalarbejdsplads får også indflydelse på indretningen.
Det anbefales ved analysen at se på brugerfladen, krav i forhold til arbejdsprocesser, brugsintensitet, og om der er andre samtidige arbejdsprocesser i rummet.
Er der tale om en lærerarbejdsplads, hvor flere lærere deler den samme arbejdsplads eller om IT-vejlederens eller IT-tilsynets ”værksted”, hvor der i høj grad er tale om, at den ansatte arbejder flere timer i træk, vil der f.eks. være brug for højdeindstillelige borde.
I forhold til en elevarbejdsplads med læreren som vejleder kan der være brug for særlig gode pladsforhold ved siden af og bag eleven.
Senest revideret den 12. april 2011