Forside > Kemiske stoffer > Emballering og mærkning

Emballering og mærkning


Lovgivningen stiller krav om, at farlige stoffer og produkter skal emballeres sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

 

Det indebærer bl.a., at stof ikke må kunne trænge ud, gå i kemisk forbindelse med emballagen, og at emballagens lukkeanordning skal kunne tåle at blive brugt mange gange. For en række farlige stoffer og produkter er der ved detailsalg krav om, at emballagen skal være forsynet med børnesikret lukning.

 

Emballagen på farlige stoffer eller produkter skal være forsynet med en etikette (skrevet på dansk), der skal indeholde følgende oplysninger:

  • Stoffets eller produktets betegnelse eller handelsnavn
  • Angivelse af indholdets mængde (gælder for detailsalg)
  • Producentens, importørens eller forhandlerens navn, adresse og tlf.
  • Stoffets kemiske navn. For produkter anføres navne på de kemiske stoffer, produktet består af.*
  • Stoffets EF-nummer
  • Fareklasse og faresymbol i orange felt
  • R- og S-sætninger

*) man skal dog være opmærksom på, at for produkter skal navne kun anføres, hvis nogle %-grænser er opfyldt. Således kan der være tilsat op til 25% lokalirriterende opløsningsmiddel uden at det behøver at fremgå af etiketten.

 

Kodenummererede produkter
Alle produkter der anvendes til erhvervsmæssigt malerarbejde, skal efter Arbejdstilsynets regler forsynes med en kode.

 

Kodenummeret angiver, hvilken risiko brugeren udsætter sig for og peger dermed indirekte på, hvilke sikkerhedsforanstaltninger, der mindst skal træffes. Kodenummeret skal angives i den brugsanvisning, den enkelte arbejdsgiver udarbejder.

 

Kodenummeret består af to tal, adskilt af en bindestreg. Det første tal, der beregnes ud fra indholdet af flygtige stoffer i produktet, angiver farligheden ved indånding. Tallet efter bindestregen, der afhænger af indholdet af samtlige bestanddele i malingen, angiver farligheden ved berøring og indtagelse af stoffet.

 

Læs mere om kodenummerede produkter i Arbejdstilsynets bekendtgørelser - brug linkene til højre.




Senest revideret den 31. juli 2010
Relaterede sider
Eksterne sider
Fastsættelse af kodenumre 
(At-bekendtgørelse nr. 301, 1993) 
Arbejde med kodenummererede produkter 
(At-bekendtgørelse nr. 302, 1993)

Mere information