Skolens forholdsregler
Antallet af de forskellige stoffer, der anvendes i undervisningen, samt af pedeller og rengøringspersonale er ret stort. Sammenholdt med det faktum, at der i lokalerne dagligt færdes mange unge og voksne, der ikke alle har kendskab til stoffernes egenskaber og farlighed, gør, at skolen har gode grunde til at være meget omhyggelig på dette område.
På skoler arbejdes der ikke ret meget med kemikalier, og normalt bruges kun små mængder.
Men når eleverne arbejder med kemiske stoffer og materialer, er de omfattet af arbejdsmiljølovens udvidede område. Derfor har Arbejdstilsynet udarbejdet en meddelelse om elevers praktiske øvelser på de gymnasiale uddannelser - brug linket til højre.
Indkøb
Det skal gennem en fornuftig og systematisk indsats sikres, at indkøb af stoffer og materialer til brug i skolen lever op til gældende krav om at:
- Det er tilladt at anvende stoffet/produktet i Danmark
- Der medfølger en leverandørbrugsanvisning på farlige stoffer/produkter
- Det skal undersøges, om produktet kan anvendes forsvarligt på skolen
- Det har været undersøgt, om der findes et mindre farligt eller generende produkt til opgaven. Det er undersøgt, om der er begrænsninger for anvendelsen af produktet
Ansvar og opgaver Det er skolens leder og i sidste ende amtet eller bestyrelsen (private skoler), der har ansvar for:
- At ovenstående indkøbsregler følges
- At der altid foretages en substitution, hvor det er muligt
- At der altid gives en effektiv instruktion
- At der udarbejdes en arbejdspladsbrugsanvisning på farlige stoffer og produkter
- At sikkerhedsgruppen inddrages i planlægningen af indkøb og brug af stoffer og materialer
- At kemisk affald bortskaffes efter de givne regler
Det er sikkerhedsgruppens opgave:
- At deltage i planlægningen af indkøb af stoffer og materialer
- At kontrollere, at stoffer og materialer kun anvendes ved arbejdsprocesser og –metoder, der effektivt sikrer de ansatte mod unødige påvirkninger
- At kontrollere, at der gives en effektiv instruktion
|
Arbejdsplads-brugsanvisning
Arbejdsgiveren skal også udfærdige sin egen, uddybende brugsanvisning baseret på leverandørens brugsanvisning.
Leverandøren af farlige kemikalier og produkter skal udarbejde en letforståelig brugsanvisning på dansk. Den danner udgangspunkt for arbejdsgiverens brugsanvisning til arbejdspladsen.
Man kunne også sige, at leverandørens anvisninger omsættes til lokalt brug. Det sker ved, at de 16 punkter i leverandørens brugsanvisningen uddybes med bl.a. følgende oplysninger:
- Eventuelt internt navn
- Anvendelsesområder og arbejdsprocedurer for stoffet/produktet på skolen
- Anvendelsesbegrænsninger for stoffet/produktet på skolen
- Hvor førstehjælpsudstyret opbevares
- Telefonnummer på vagtlæge/praktiserende læge
- Hvor slukningsmidlerne findes
- Hvor evt. personlige værnemidler findes
- Hvilket opsamlingsmateriale, der skal bruges ved spild, og hvor det findes
- Hvor, hvordan og til hvem affald afleveres
- Andre oplysninger af lokal karakter
- Sikkerhedsforanstaltninger, der skal anvendes på skolen, såsom brug af punktudsug, stinkskab og eventuelle personlige værnemidler.
Det er som nævnt arbejdsgiverens ansvar, at disse brugsanvisninger bliver udarbejdet, og at den del af skolens personale, der skal arbejde med stoffet eller produktet bliver bekendt med indholdet i arbejdsgiverens brugsanvisning.
Brugsanvisningen skal anbringes, så der altid er adgang til den, når stoffet bruges.
Opbevaring
Har skolen anskaffet stoffer eller produkter, der er klassificeret som ”meget giftig” eller ”giftig ”, skal de opbevares i velventileret, aflåst skab med særlig lås. Stoffer, der er yderst let antændelige bør også placeres i giftskabet.
Alle øvrige farlige stoffer og produkter skal opbevares i et særskilt aflåseligt og velventileret kemikalieskab/rum.
Skabene skal udvendig tydelig mærkes med advarselsskilt, der angiver faresymbol og farebetegnelse. Kun de berørte faglærere må have nøgle, der giver adgang til skabene.
Affald
Hvor der benyttes kemiske stoffer eller produkter, vil der forekomme kemisk affald. Ifølge lovgivningen skal kemikalieaffald opsamles og afleveres til de kommunale myndigheder.
Som hovedregel skal alt kemikalieaffald opsamles, hvis det er muligt, efter følgende retningslinier:
- Rester og affald afleveres så vidt muligt i original emballage.
- Flydende og faste kemikalier må ikke blandes sammen.
- Organiske opløsningsmidler opsamles for sig.
- Opløsninger, der indeholder tungmetaller opsamles for sig.
- Ukendt kemikalieaffald opsamles for sig.
Når affaldet skal afleveres, skal den enkelte dunk være forsynet med etikette. Det skal herefter afleveres til den kommunale modtagestation. På skolen bør denne opgave gribes systematisk an. Besvarelsen af nedenstående spørgsmål kan være en hjælp hertil.
- Hvem der står for opsamlingen i det enkelte faglokale?
- Hvilke opsamlingsbeholdere skal anvendes?
- Hvem står for transport og aflevering?
Senest revideret den 31. juli 2010