Forside > Kreative fag og bevægelse > Billedkunst og design > Installationer og udstyr

Installationer og udstyr


Tekniske installationer 
Det er ikke kun indretningen af lokalerne, der er omfattet af en række myndighedskrav. Også de faste installationer i lokalet skal opfylde adskillelige sikkerhedskrav.


Procesventilation 
Ud over den normale rumventilation bør der være en til to arbejdspladser, hvor der er etableret procesventilation.


Da udsugningen skal være effektiv ved forskelligartede processer, bør selve suget være indstilleligt. Det skal altid suge under indåndingszone.


Ved disse arbejdspladser skal der være en metalspand med låg til forurenet papir og klude.


El-installationer 
I billedkunst bruges almindelig 230 V vekselstrøm, men ikke lavspændingsstrøm som i fysik. Der stilles derfor ikke specielle krav, men alle stikkontakter, der er monteret efter 1993, skal være ”jordede”.


Det skal dog pointeres, at der er behov for mange stikkontakter. En undervurdering af behovet for stikkontakter vil let resultere i et virvar af forlængerledninger, stikdåser, overbelastning og deraf forringet sikkerhed.

   
Gasinstallation 
Gas bruges i demonstrationssituationer og elevarbejder. Da det ikke er tilladt at opbevare eller bruge gasflasker i undervisningslokaler (heller ikke campinggasflasker, refill-flasker” til lightergas og lignende), skal der laves en fast installation med gasflaskerne anbragt uden for bygningen.


Flaskerne må ikke anbringes under terrænhøjde eller på flugtveje. Gennem kobberrør føres gassen frem til en aflåselig hovedgashane, der er anbragt ved lærerbordet. Afbryderen udformes, så den kan lukkes uden brug af nøgle, men kun tilkobles med nøgle.


Det kan anbefales, at afbryderen er tilsluttet en indikatorlampe ved udgangen, så underviseren ikke glemmer at afbryde gassen, når lokalet forlades.


For at undgå fejltagelser anbefales det at bruge enkeltgashaner ved elevarbejdspladser og demonstrationsborde.


Gasanlægget skal trykprøves før ibrugtagning. Alligevel bør sikkerhedsgruppen tilrettelægge regelmæssige trykprøvekontroller af gasinstallationen for at sikre sig mod utætheder i installationen.


Læs mere i justitsministeriets bekendtgørelse nr. 160 om Flaskegas.


Vaskerender og vand 
Lokalet skal være forsynet med  bred vaskerende med flere tappesteder med blandingsbatterier, god afløbskapacitet og mindst en udslagsvask.


Et sted i rummet skal man kunne fylde en spand med vand uden at foretage unødige løft. I vådområder bør der være gulvafløb.


I forbindelse med rengøring af redskaber skal der være fralægningsmulighed, evt. som rulleborde. Der skal være gode pladsforhold og sæbe og papirhåndklæder. I forbindelse med vådområdet skal der også være klude.


Sikkerhedsgruppen bør være opmærksom på, om hygiejneforholdene er i orden i forbindelse med et faglokale. Mad og drikke må ikke indtages i faglokalet.


IT-udstyr 
Faglokalet skal forsynes med en eller flere IT-arbejdspladser, evt. i et glasafskærmet fællesafsnit. IT- arbejdspladsen skal opfylde kravene, som ses beskrevet under IT-faglokalet.


Det er væsentligt, at der er fornøden tegne- og billedbehandlingssoftware til brug for begyndere og til mere avanceret brug.


Man skal i billedkunst have internetopkobling, og der er brug for CD-ROM drev.


Keramikbrændeovn 
Det er vigtigt, at keramikbrænding kun foretages af lærere, som er særligt kyndige på området.


Ved arbejdsprocessen udvikles meget høje temperaturer. Brænding af glasurer udvikler dampe, der ikke må sive ud i det almindelige undervisningslokale. Tørt ler frigiver kvarts og lerstøv, der kan give lungesygsommen silikose. Derfor skal rummet og ovnen installeres og betjenes efter følgende retningslinjer:

  • Ovnen skal placeres i et aflåseligt ovnrum, der ikke må være depot for brændbart materiale eller undervises.
  • Man skal kunne komme ud af rummet uden brug af nøgle.
  • Ovnen må ikke åbnes, før den er kold, og den må ikke kunne åbnes med strøm på. Derfor skal der foran ovnen være en central afbryder med nøgle, foruden at ovndørens automatiske dørkontakt skal sikre, at strømmen afbrydes, før åbning kan foretages.
  • Rummet skal have effektiv mekanisk ventilation med tilstrækkelig tilgang af friskluft og være indstillet til at ventilere også i nedkølingsfasen, indtil ovntemperaturen er nede på 200°C.
  • Ved tømning, sætning og rengøring af ovnen bæres støvmaske.
  • Rengøring af rummet sker med vådrengøring eller støvsugning med støvsuger forsynet med HEPA-filter. Det er ikke tilladt at feje eller bruge trykluft i lokalet.

Læs også At-meddelelse 1.01.7 om temperaturer og At-vejledning A.1.2 om indeklima.


Eldrevne maskiner og håndværktøj 
I nogle værksteder vil der f.eks. være eldrejeborde til ler, håndboremaskiner o.lign. Der skal anvendes CE-godkendte produkter. Husk at håndholdte el-værktøjer skal efterses af en sagkyndig hver 6. måned.


Arbejde med skærende værktøj 
Undgå ulykker gennem forebyggelse, grundig instruktion i redskabers brug og meget fastlagte arbejdsrutiner.


Skæremaskiner må kun anvendes med intakt sikkerhedsafskærmning og på steder, hvor passage ved kniven ikke kan finde sted. Den skal kunne aflåses eller opbevares i depot.


Det samme skal andet skærende værktøj som knive, hobbyknive og værktøj til linoleumsnit.

   
Personlige værnemidler 
Handsker skal være egnede til opgaven, så uønskede stoffer ikke kan trænge igennem.


Handsker, støvmasker og beskyttelsesbriller, som beskytter den enkelte mod skadelige påvirkninger, kaldes personlige værnemidler. Producenten oplyser, om handsker er velegnede til arbejdsprocessen, og om opbevaring, renholdelse og bortskaffelse.


Handsker og masker bruges som engangsmateriale eller er kun til personligt brug. Værnemidler skal være til rådighed ved processer, hvor det er påkrævet eller tilrådeligt.


For at undgå tilsmudsning skal der være forklæder og/eller kitler til rådighed.


Huggepladser 
Det er almindeligt, at kreative arbejder af mere voldsom og skulpturel art foregår i udegårde i tilknytning til faglokalet.


Arbejdes der her med værktøj og materialer, der kræver særlige forholdsregler, som f.eks. procesventilation inde i faglokalet, vil de samme forholdsregler skulle tages ude, suppleret med konkret vurdering af forholdene.


Eksempelvis vil kortvarig bearbejdning af gasbeton under brug af maske og beskyttelsesbriller og uden fare for andre i huggegården kun være forsvarligt, hvis stenen holdes fugtig. Men det må bero på en konkret vurdering.


Derimod må stoffer, som kun må håndteres under laboratorielignende forhold, naturligvis ikke håndteres ude. 





Senest revideret den 12. april 2011
Relaterede sider

It-områder

HEPA-filtre

CE-mærkning


Eksterne sider

Ventilation på faste arbejdssteder 
(At-vejledning A.1.1 af maj 2001) 
Flaskegas 
(Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 160 af april 1985)

Løft, træk og skub 
(At-vejledning D.3.1, september 2005)

Åndedrætsværn
(At-vejledning D.5.4 af marts 2003)

Temperaturer i arbejdsrum
(At-vejledning A.1.12 af marts 2005)

Indeklima 
(At-vejledning A.1.2 af maj 2001)

Sikkerhedsstyrelsen

 

Øjenværn
(At-vejledning D.5.8 af april 2007)

Handsker
(fra Biologisk Institut)


Mere information