Værkstedernes placering
Forskellige typer værkstedslokaler vil med fordel kunne placeres i nærheden af hinanden og i nærheden af det pædagogiske servicecenter. Derved kan fælles udstyr og særlige arbejdspladser udnyttes optimalt - ikke mindst i tværfaglig og projektorienteret undervisning.
Ud over skolens særlige IT-lokale kan der ved faglokalerne være indrettet fællesafsnit med IT-arbejdspladser, skanner, farveprintfaciliteter m.m.
Både billedkunst og design har brug for programmer, som kan leve op til det enkelte fags særlige krav, og dertil kræves hardware med tilstrækkelig kapacitet.
Vægge isat store glaspartier er gode rumadskillere for at beskytte edb-arbejdspladserne mod snavs og støj fra værkstederne uden at afskære tilsynsmuligheden for læreren
Som fællesafsnit kan også være et rum udstyret til særlig snavset produktion, med mange vaske, stort dimensionerede afløb, stålborde og skridsikre gulve, som kan spules. Her indrettes arbejdspladser med procesventilation, som kan udnyttes af flere faglokalers brugere.
|
Forebyg stressbelastninger. Når den planlagte undervisning mislykkes, falder elevernes motivation og engagement, og det bliver vanskeligere at gennemføre undervisningen og at opretholde god ro og orden. Dette er en stor stressbelastning for læreren. Det samme er indførelse af nye samarbejdsformer og indføring i nye stofområder.
|
|
God bygningsindretning, tilstrækkeligt teknisk udstyr, velgennemtænkte rutiner og mulighed for efteruddannelse kan gøre det lettere for den enkelte lærer at leve op til krav og forpligtelser og herigennem opnå succes i undervisningen. Derved mindskes lærerens stressbelastning.
Sikkerhedsgruppen er med ved planlægning af nye arbejdsgange eller ved bygningsændringer og kan derved sikre, at stressbelastningerne forebygges eller mindskes.
|
Adgangsforhold
Placering af tekniske hjælpemidler, så al transport og løft kan foretages sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt er en planlægnings- og tilsynsopgave for sikkerhedsgruppen.
Da der i forbindelse med værksteder vil være brug for både en del vareleverancer og en let adgang til korrekt affaldshåndtering, vil lokalet være bedst placeret i terrænhøjde med adgang for køretøjer direkte til vareindleveringsstedet.
Trappetrin skal forsynes med sliske, så sækkevogne, rulleborde og lignende kan bruges. Adgangsvejene helt til depotrum skal være let farbare for disse transporter.
Hvis dette ikke er tilfældet, f.eks. ved at vareindlevering og faglokalet er placeret på forskellige etager, skal sikkerhedsgruppen anvise forsvarlige måder til håndtering af godset. Dette gør sikkerhedsgruppen gennem sit arbejde med arbejdspladsvurderingen, hvor en konkret risikovurdering af varetransporten og de dermed forbundne løft foretages.
Det vil ud fra denne risikovurdering vise sig, om det er nødvendigt at løse adgangsforhold og varetransport i arbejdspladsvurderingens handleplan, f.eks. ved fornyet instruktion til medarbejdere eller ved at foretage investeringer i mekaniske løsninger som vareelevator, el-sækkevogn og lignende. Om vurdering af løft læs At-vejledning D.3.1.
Lokalets indretning
Hensigtsmæssig indretning fremmer arbejdsro og fordybelse og modvirker stressede arbejdssituationer for lærerne.
Selve rummet skal være stort, lyst, med vinduer placeret, så man kan se ud på omgivelserne.
Af hensyn til mørklægningsmulighed bør evt. ovenlys være af en type, som kan mørklægges. Der skal være plads til forskellige aktiviteter samtidig i rummet.
En god strategi ved indretningen er at holde rene og snavsede arbejdsprocesser forholdsvis fast adskilte i rummet og placeret, så der er frie gangruter til døre, materialer og vaske.
Gulv
Gulve skal udføres i et materiale, så de er lette at renholde og ikke bliver glatte, selv om der spildes vand og farver. Halvhård linoleumsbelægning er velegnet og kan fås med skridhæmmende overflade. Der må ikke være dørtrin til lokalet.
I tørre rum vil linoleum være velegnet og i våde rum vil man typisk vælge vinyler.
Gulve er klassificerede efter egenskaber og supplerende egenskaber, f.eks. om de er bestandige over for særlige kemikalier. (Se DS/EN standard)
På gangarealer vil det være en fordel at dæmpe trinlyden ved at lægge korkgranulat under linoleum.
Grovværkstedet
Hvis der ikke er et egentligt grovværksted, skal faglokalet indeholde en afdeling til grovværkstedsaktiviteter.
Her kan der være et lavt bord med kogeplader og et højt arbejdsbord og indrettes trykke- og maleplads med indstillelig udsugning.
I aflåst skab med glaslåge opbevares kemikalier. Tydelige markeringer og ophængte arbejdspladsbrugsanvisninger kræves, hvis der på nogen måde opbevares farlige stoffer.
Lys
I billedkunstundervisningen spiller belysningen en stor rolle. Både dagslys, rumbelysning, arbejdspladsbelysning og mulighed for mørklægning skal prioriteres højt, når lokalet skal indrettes.
Tilstrækkeligt dagslys ind gennem vinduer vendt mod nord giver det behageligste lys, hvor kontraster er tydelige og farvegengivelse ægte.
Almenbelysningen i rummet skal vælges, så man efterligner denne dagslystilstand bedst muligt. Derfor bør man placere nedhængende lamper eller armaturer strategisk i forhold til rummets brug, dvs. over fast inventar og i øvrigt fordelt, så rummet sikres 200 lux på bordene. En højde over gulv på ca 2,25 anses for passende.
Kontrasterne og farvegengivelsen skal være optimal. Det opnås ved at vælge gode 3-pulverrør med en farvegengivelse på 90-93 efter Ra -indeks eller 100W glødepærer.
Almenbelysningen bør suppleres med arbejdspladsbelysning.
På tavler og andre steder, hvor der er et mørkt synsobjekt er kravet til belysningen 500 lux. Her og til udstillingsbrug er det en god ide med tavlearmaturer, evt. sammen med spots. Både ved tavlebelysning og i edbskærme skal reflekser undgås.
Elektrisk lys bør kunne reguleres centralt med mulighed for op- og nedtoning og tænd- og sluk funktion. Der skal i rummet være mulighed for brug af ekstralamper og andet særligt udstyr uden at have løse ledninger liggende på gulvet. Derfor skal der være rigeligt med stikkontakter.
Inventar
Fast inventar og faste installationer placeres ved ydervægge. Øvrigt inventar skal fremme lokalets fleksible anvendelsesmulighed.
Ved nyindkøb lægges vægt på:
Opslagstavler
I et billedkunstlokale er der brug for særlig megen opslagstavleplads. I lokalets nærområder kan der også placeres opslagstavler eller andet til udstillingsbrug.
Opslagstavler skal sikkerhedsmæssigt opfylde to krav: De må ikke samle støv, og de skal være af ikke-brændbart materiale.
Lærerarbejdspladsen
Læreren kan have brug for særligt inventar, dels i forbindelse med undervisningen dels til forberedelse af undervisningen.
AV-udstyr bør placeres på rullebord ved eller i umiddelbar nærhed af lærerarbejdspladsen. Lærerbordet, der skal kunne indstilles i højden, bør være uden sideskab, så der er fri benplads og plads til demonstration. En aflåselig skuffesektion kan placeres i nærheden.
Lærerstolen med gaspatron, hjul og indstilleligt sæde og ryg placeres ved afsnittet med lærerbord og forevisningsplads, hvor tavle m.m. er placeret.
En anden stol af typen sidde/stå med hjul, men gerne uden ryglæn, placeres, så den er hurtig at flytte til elevarbejdspladser, hvor læreren arbejder sammen med eleven.
Senest revideret den 12. april 2011